
Hvorfor er vi fedtforskrækket?
Fedt gør dig ikke fed. Det er gammel overtro, og jeg er næsten mere fristet til at sige, at kulhydrater gør dig fed. Det er sjovt, hvordan tingene kan vende rundt på tallerkenen, i takt med at vi udvikler os og finder ny viden. Men faktisk er det heller ikke helt fair over for kulhydraterne, for der er adskillige faktorer, der spiller ind, og en af dem er selvfølgelig kalorierne. Du kan uden problemer fortære 5.000 kalorier fra kulhydrater, men hvis jeg beder dig om at spise sølle 1.200 kalorier på en gang fra fedt, så bliver du udfordret. Så der er en naturlig begrænsning for, hvor meget fedt du kan spise.
Når man netop snakker kalorier, er det ikke helt unaturligt at tro, at fedt feder. I det 19. århundrede opdagede man, at fedt indeholder 9 kalorier per gram, imens protein og kulhydrater kun indeholder 4. Der er altså mere end dobbelt så mange kalorier i fedt, som der er i de to andre næringsstoffer. Og vi har i årevis fået at vide, at vi skal spise mere fedtfattigt for at være sunde og holde en god vægt. Og det råd sidder ret dybt i de fleste af os. Men nu skal du glemme det gamle råd om at spise fedtfattigt og i stedet fokusere på at få sundt fedt. For set med mine briller og mange forskeres er der masser af evidens for, at det gamle råd om at spise fedtfattigt er forældet. Vi er simpelthen blevet meget klogere på området siden, og det er på tide at revurdere fedtforskrækkelsen, og i stedet for at skære ned på fedtet skal vi fokusere på at vælge det gode fedt. Hvis du kunne tænke dig at vide endnu mere om historien bag verdens fedtforskrækkelse, så kan jeg anbefale den fantastiske bog The Big Fat Surprise: Why Butter, Meat and Cheese Belong in a Healthy Diet af Nina Tercholz. Bogen graver dybt i evidensen bag det gamle kostråd om at skære ned på fedtet og sætter tingene i et helt nyt lys.
På keto er mængden af fedt jo ikke uvæsentlig, og det er desværre her, hvor de fleste går galt i byen. Hvis vi ikke spiser det rigtige fedt, forvandler vi keto fra, hvad jeg vil kalde en sund og helbredsfremmende kost, til at være en enormt usund kost baseret på transfedt og forarbejdet mad. Det gør keto tvetydig, og du kan derfor finde evidens for, at keto er usundt, fordi undersøgelserne er baseret på en kost med oxiderede og raffinerede fedtstoffer (Dirty Keto hedder det – forklaring følger senere). Så lad os lige kaste et objektivt blik på kolesterol og fedtstoffer, før vi går videre med selve keto-principperne.