Den fede forklaring på fedt
Fedt er et af de tre makronæringsstoffer, og at indtage det rigtige fedt er altafgørende for vores sundhed. Du finder fedt i alt fra bacon til spinat, og næringsstoffet er ganske afgørende for alt liv på jorden. En af årsagerne er, at cellemembranen om alle celler i din krop er opbygget af fedt. Uden cellemembran har vi ingen celler, og uden celler har vi intet liv. Men ligesom du kan bygge et hus af dårlige byggematerialer, kan du også bygge cellemembraner af dårligt fedt. Huset står, men spørgsmålet er, hvor længe det holder?
Fedt er også en vigtig medspiller i mange andre ting. Det hjælper dig for eksempel med at absorbere fedtopløselige vitaminer (A-, D-, E- og K-vitamin) og spiller en central rolle i vores cellers evne til at kommunikere med hinanden.
Fedtstoffer er et kompliceret begreb, og jeg har her i teksten forsøgt at skære ind til benet og kun inkluderet det, der er højst nødvendigt. I nogle af de kommende afsnit finder du en ekstra tekstboks. Teksten i boksen er ret nørdet, så her bestemmer du helt selv, om du vil dykke dybt i fedtpoolen eller springe over.
Fedt inddeles i fire kategorier:
- Mættet fedt
- Umættede fedt
- Monoumættet fedt
- Flerumættet fedt
- Transfedt
Du kan kende madvarer med mange mættede fedtsyrer på sin faste form. Når fedt indeholder mange mættede fedtsyrer, er det ikke flydende, men fast. Det er eksempelvis smør, fedt fra bacon (når det er afkølet) og andre fedtstoffer, der bliver faste og stabile ved stuetemperatur. Umættede fedtstoffer er flydende ved stuetemperatur, det er fx alle olierne. Men faktisk indeholder madvarerne en blanding af de fire fedtstoffer, og fedtstoffets form indikerer altså, hvilken type fedt der er mest af.
Resume:
– Fedt er et livsvigtigt makronæringsstof
– Alle vores cellemembraner består af fedt
– Der findes mættet og umættet fedt, herunder monoumættede og flerumættede. Derudover findes der transfedt, som er en umættede.
– De fleste madvarer indeholder en blanding af alle typer fedtstoffer